Med et rentetilpasningslån har du i dag en historisk lav husleje. Med den nye mulighed for en fast lav rente på kun 3,5 % er det relevant at spørge dig selv, om ikke tiden er kommet til at få lidt mere sikkerhed ind i dit lån?
Du forøger ganske vist din ydelse, men du vil også få fuld sikkerhed for din ydelse de næste 30 år. Det betyder også, at når renten igen begynder at stige i takt med, at økonomierne begynder at få det bedre, så vil du ikke skulle tænke på, at din ydelse stiger.
Samtidig er det fastforrentede lån kursfølsomt. Det betyder, at når renterne stiger, så falder kurserne, og så vil du kunne nedbringe din restgæld, hvis du konverterer dit lån.

Eksempel
Konverterer du et F1-lån på 1 mio. kr., der har en restløbetid på 26 år, vil du med et nyt 3,5 % fastforrentet lån skulle betale omkring 800 kr. mere om måneden efter skat ved uændret løbetid. Din ydelse og din restgæld bliver lidt højere ved det nye lån. Du skal imidlertid være opmærksom på, at stiger renten med mere end 0,5 procentpoint, vil du være bedre stillet med det nye lån, dels som følge af en højere ydelse på F1-lånet, dels som følge af en lavere restgæld på det fastforrentede lån.